I sommeren 1972 så jeg for første gang dagens lys, en sen eftermiddag på Horsens sygehus. Jeg tror samtlige jordmødre, sygeplejersker og læger åndede lettede op, for som første barnebarn i familien, var jeg MEGET ventet. Faktisk havde de til sidst bedt min dejlige mormor om at lade være med at ringe hele tiden, for jeg skulle nok komme ud når tid var ;o)

I mit arbejdsliv har jeg lavet rigtig mange underlige ting, men i 1995 pådrog jeg mig desværre en arbejdsskade i venstre arm, som betød omskoling. Så i dag er jeg farmakonom af uddannelse, en uddannelse som jeg for øvrigt er glad for.

Året 2008 har været omvæltningernes år for både mig og mine hunde. Et forlist forhold gjorde, at jeg sagde mit job op, og forlod de trygge rammer i nærheden af min familie. Venner har jeg mange steder, og det var også ved sådanne, jeg i første omgang slog mig ned. Samsø har alle dage været drømmen for mig, men efter at have gået rundt der ovre i et par måneder, uden at der skete noget i retning af job og bolig, valgte jeg at springe ud i det fuldstændig ukendte. Jeg ville have en hverdag igen, både for hundenes og min egen skyld, så jeg valgte at flytte efter hvor jeg kunne få arbejde, og har ikke et sekund fortrudt den beslutning. Jobbet fik jeg på Hobro apotek, som er et pragtfuldt sted, og boligen fandt jeg i Klejtrup, ca. 12 km. Fra Hobro. Her har hundene og jeg fået en dejlig bolig på kanten af Klejtrup sø, med den mest fantastiske udsigt man kan forestille sig. Ud over søen, er der kort til skoven, hvor vi kan trave i timer, stort set uden at møde et menneske. Så vi stortrives, både to- og fire-benede.

At mine hunde fylder en stor del af min tilværelse, er bestemt ikke nogen hemmelighed. Men ud over det, så er jeg aktiv med stort set alle former for håndarbejde. Jeg tegner også en del, hvilket kan ses både i ”tegneriet” og her på siden. Så er jeg uforbederlig fan af både Lars og Kristian Lilholt, og nyder adskillige koncerter rundt i landet hvert eneste år. Musikken gør mig glad, ganske enkelt, og glæde er jo en stor gave at få med sig !

Mine rulleskøjter er jeg i perioder ret gode venner med, og det er bestemt den foretrukne motionsform, når ikke hundene er med på sidelinien.

Men der er jo meget mere at fortælle om mig og mine hunde. 

Først og fremmest er jeg opdrætter, fordi jeg synes det er sjovt. Jeg avler udelukkende for interessens skyld, og udelukkende på hundenes betingelser. Jeg skal ikke leve af mit opdræt, og har derfor mulighed for at udskyde et kuld, hvis jeg af en eller anden grund ikke har tid eller lyst til hvalpe, eller hvis tæven ikke er klar til det. Jeg avler kun fordi jeg synes det er spændende at se, om jeg kan gøre noget positivt for racen.

De hvalpe der fødes her, og som sælges herfra, har været i menneskehænder siden fødslen. Alle mine hunde lever i huset sammen med mig, og derfor er det kun naturligt, at også hvalpene er i stuen. Hvalpene vil således være præget af mennesker, men også af de andre hunde i flokken. Disse andre hunde bliver nemlig lukket ind til hvalpene, lige så snart tæven vil acceptere det.

Mit mål som opdrætter, er først og fremmest et spørgsmål om hundenes og racens sundhed. Det betyder at jeg kun avler på hunde der er røntgenfotografere på hofterne (HD), og også på albuerne (AA), og som ikke lider af andre arvelige defekter, som kan forkorte eller forringe livskvaliteten for hundene. På nuværende tidspunkt skal hundene også SAS-scannes, hvilket jeg selvfølgelig også vil indordne mig under. Til forskel fra mange andre, er jeg ikke tilhænger af stramme restriktioner fra Kennel klubben, men er jo som alle andre underlagt disse. Jeg går til gengæld ind for, at man i avl skal bruge sin sunde fornuft. Hvis der ikke figurerer gamle hunde på en stambog, så bør alle alarm-klokker ringe. Der er jo nok en grund til at de ikke er der, nemlig at hundene ikke er ”holdbare”. Desuden er et kritisk blik heller ikke af vejen, for selvfølgelig skal hundene ligne bordeauxer. Men det betyder ikke, at de alle sammen absolut skal ligne verdensvindere, og hvem kan for øvrigt huske en verdensvinder der er blevet de ønskede minimum 8 år ? Jeg kan desværre ikke.

Af den grund vil man også kunne se, at mine hunde er knapt så tunge/massive som mange andre ønsker dem. De tunge hunde har størrelsen imod sig, og systemet bliver hurtigere slidt. 

At de hunde jeg avler på, også er mentalt sunde, er en ting der ligger mig meget på sinde. Hundene skal kunne fungere både i flok og alene, og det kan de ikke, hvis ikke de mentalt er i orden. Det vægter tungt, at hundene ikke på nogen måde udviser aggressiv adfærd. Det er nemlig først og fremmest en super dejlig familiehund jeg avler, og sådan en skal have en enorm tolerancetærskel.

Hundene skal, når de kommer til deres nye hjem, også kunne færdes udenfor hjemmets fire vægge, uden at folk behøver at frygte dem. Hundene er imponerende i sig selv, og skal nok skabe respekt, uden at de behøver udvise aggressivitet. En lille race som vores, tåler ikke dårlig omtale, og derfor er det vigtigt at hundene giver et godt, stabilt og godmodigt indtryk. Det gør en aggressiv hund ikke, og derfor sorterer jeg dem fra i min avl.  

Set ud fra det ovenstående, er det ikke svært at regne ud, at jeg hellere avler kvalitet end kvantitet. Jeg avler ud fra devisen ; ”Det er let nok at lave et glansbillede, det bliver først rigtig svært, når hunden også skal være i orden indeni”.

Jeg hverken kan eller vil garantere en verdensvinder fra min lille kennel. Selvfølgelig har udseendet betydning, men det er absolut ikke det vigtigste. Men selvfølgelig forsøger jeg da, at lave hunde efter racestandarten, så jeg kan levere racetypiske hvalpe til de hundeejere, der vælger at købe deres hvalp her. Yderligere kan det så kun være en gevinst, at jeg som opdrættere har gjort hvad der står i min magt, for at levere dig en sund og dejlig hund.