| Hjem | Pigerne | Drengene | Hvalpene | Hvem er jeg | Historie | Karakter | Standard | Galleri | Tegneriet | Til minde | Gæstebog

Lidt om Dogue de Bordeaux-racen
Dogue de Bordeaux'en karakteriseres ved, at det er den hund der har det største hoved blandt alle hunderacer. Med sine mange rynker, sit betænksomme udtryk, sin brede front og den imponerende udstråling, er Bordeaux'en vandret ind i mange folks hjerter.

Oprindeligt blev racen brugt som kvægdriver og som vagthund på vingårdene i området omkring Bordeaux. Den franske kæmpe har med nød og næppe overlevet en national krise og to Verdenskrige, og er nu kommet stærkt tilbage, sammen med skuespilleren Tom Hanks i filmen ”Turner og Hund”, der blev lavet i 1986. Kært barn har mange navne, og det gælder også for Dogue de Bordeaux'en. Racen kan mødes under så mange forskellige navne, som: Fransk mastiff, bordeauxdoggen, Bordeaux bulldog, Bordeaux'en, DDB, BX eller ganske enkelt, en ”Turner-hund”. 

Bordeaux'ens udvikling som race.
Bordeaux'en har en yderst interessant historie. Udviklingen gennem de sidste 6-7 århundrede, har været yderst broget, og racen har været brugt til så vidt forskellige ting som kvægdrivere, som hyrdehunde i fåreflokke, til glubske jagtritualer, kampe med både hunde og andre dyr, som vagthunde og sågar som skuespillere. I dag anvendes racen primært som familie- og vagthunde. Racens lidt barske og overlegne udseende, gør den til en formidabel vagthund. Men kendere af racen ved, at der under det imponerende og bistre udseende gemmer sig en sød, oprigtig, savlende og elskelig karakter, der gør racen til en vidunderlig følgesvend, for de mennesker der tager Dogue de Bordeauxen til sig.

Bordeauxen hører ind under gruppen af moloss-hunde, som alle er efterkommere af en moloss-type, der er dateret tilbage til ca. 700 år før Kristi fødsel. På baggrund af gamle træsnit og malerier, ved man i dag, at de tunge moloss-hunde, blev holdt som vagt- og jagthunde i det gamle Assyrien. Den første optegnelse af molosserhundene, findes i et brev dateret til 326 F.K. Dette brev fortæller om store, stærke hunde, med korte og brede kæber. Knogler fra disse antikkens hunde, er senere blevet fundet i udgravninger, vidt udbredt både i Tibet, Kina og Indien. Hundene var en del af Aleksander den Stores hær, og vandrede med krigerne fra Mesopotamia til Epirus gennem de forskellige krige. Fra Epirus fortsatte hundenes rejse videre til Rom, Gaule og andre lande, der iblandt Frankrig og Spanien. I forskellige beretninger fortælles det, at disse tunge hunde ankom til Spanien under navnet Arlano´s, en race som i dag er uddød. Arlano´ens udseende mindede i store træk om nutidens bordeaux'er. Arlanoén blev i det 14. århundrede beskrevet af Gaston Phoebus. Han sagde om racen, at den havde et bid så stærkt som tre andre hunde tilsammen. Der er også optegnelser der fortæller, at de tunge hunde, var en integreret del af Julius Cæsar´s hær.

Navnet, en dogge, dukker første gang op i slutningen af det 14. århundrede. Før det 19. århundrede, havde disse hunde af dogger-typen, ingen fast standart, og i det store hele, lignede de alle hinanden både af udseende og hvad brugsfærdighederne angik. Det var vagthunde, der blev brugt til at beskytte hjem samt div. forretninger, bl.a. eller måske især, slagterbutikker. Så var der jagthundene, der både alene og i flok, kæmpede med tyre, vildsvin, bjørne og jaguarer, både som decideret jagt, men også som sport i div. arenaer, hvor også kampe med andre hunde foregik. Sidst var der de hunde, der blev anvendt til forskellige formål på gårdene, bl.a. som kvægdrivere og vogterhunde. Ud fra disse forskellige gøremål, udviklede hundene sig til de forskelligartede racer de er i dag. Racer der spænder fra den lette Dogo Argentino til den tunge Mastino Napoletano, og fra den langhårede Tibetanske Mastiff til den korthårede Tosa Inu. Også når man ser på vægten af disse hunde, er der stor forskel, lige fra den lille Shar Pei, der vejer omkring 20 kg. til den enorme Engelske Mastiff, der kan komme op og veje over 100 kg.

En gammel hundetype fra Frankrig, blev kaldt Doguin d´Aquitaine. Denne type blev avlet med udgangspunkt i den gamle Franske moloss-type, der eksisterede i det tidlige 14. århundrede. Doguin d´Aquitaine blev avlet til kampe med andre hunde, samt til kampe med bjørne og vildsvin. Der var flere variationer af denne hund, alt efter hvilken region den kom fra og hvilket job den skulle udføre. Som resultat heraf, udviklede hundene sig mere og mere forskelligt, også i udseende. Der var mange forskellige farvevariationer, flere forskellige pelslængder, forskellige bid (overbid, saksebid og underbid), samt mange andre mindre variationer. Det eneste disse hunde havde nogenlunde tilfælles, var kroppens struktur, vægt og højde. Efterhånden var der dog specielt én type, der fremkom som den mest ønskede, nemlig ”butchers dog”, altså slagterens hund. Den blev brugt til at beskytte slagterbutikker, og var desuden yderst eftertragtet af Franske adelsmænd og af velhavende familier som vagthund.

Første gang navnet Dogue de Bordeaux dukker op, var i 1863, på den første racehunde-udstilling i Paris. Denne udstilling var både alm. eksteriør-bedømmelse, men også i høj grad en mulighed for, at få registreret og lavet en fuld fortegnelse over de forskellige eksisterende racer. Vinderen af denne udstilling, blev en tæve ved navn Magentas, som blev identificeret ud fra det område i Frankrig som hun stammede fra. Således fik Dogue de Bordeaux´en sit navn.

Hen mod slutningen af det 19. århundrede, blev bordeaux'en indført til England til kampe og show´s. I 1895 bragte bladet ”The Stock Keeper” en artikel af John Proctor, som beskrev hans oplevelser som dommer for den Franske kamphund. Kort tid efter, forbød Engelsk lov hundekampene, og racen blev derefter kun avlet, så temperamentet kunne komme til at passe bedre til udstillingsringen. I 1896 publicerede dyrlæge Pierre Meguin den første standart for Dogue de Bordeaux, i hans blad ”L´Eleveur” (dyreavleren). Han byggede denne standart på baggrund af en kombination, af de bedste Dogue de Bordeaux´er der var vist på udstillinger, siden Magentas blev bedste hund på udstillingen i Paris. Året efter, blev denne standart bragt i bladet ”The breeders of dog”.

Indtil Meguin´s standart blev publiceret, var der stor uenighed om bordeauxens type, og flere variationer i avlen blev fastholdt. Hoved og kropsstørrelse varierede meget fra avler til avler. Der kunne både fremvises saksebid og underbid, og maskefarverne var ekstremt forskellige. I denne meget usikre periode, eksisterede der mindste 3 forskellige typer af Dogue de Bordeaux. Der var Toulouse typen, Paris Typen og Bordeaux typen. Toulouse typen havde fawn eller brindlet pels, med stor farvevariation. Men ud over det, havde den stor lighed med nutidens Dogue de Bordeaux. Paris typen var også meget lig nutidens bordeaux, men dens bid varierede fra saksebid til noget nær 2½ cm. underbid. Efter stor debat, blev man enig om underbid, som i dag er et meget karakteristisk træk i bordeaux´ens standart.

I 1910, efter 3 års research, blev ”Etude Critique du Dogue de Bordeaux” publiceret af J. Kunstler der var professor i anatomi. Dette var et kritisk studie af Dogue de Bordeaux avlen, og yderligere indeholdt denne artikel en mere præcis standart for racen, end den Meguin udgav i 1896. Kunstlers standart er blevet brugt helt op til i dag, dog er den to gange blevet tilrettet og opdateret af Dr. Raymond Triquet, der også er kendt under navnet Mr. Dogue de Bordeaux, og af Tim Taylor. Disse justeringer er foretaget, skønt der stadig findes en del variationer i racen, og der stadig er avlere der holder fast i disse variationer. Disse variationer kan alle ledes tilbage til de tre typer, der eksisterede i årene omkring år 1900. De variationer der eksisterer i dag er dog små, og har hovedsagelig at gøre med højde og hovedtype.

Avlsstandarden har altså ændret sig, efterhånden som interessen for racen er blevet øget. Den første standard, ´carctere des vrais dogues´, var lavet af Pierre Meguin i 1896. Nr. 2, Etude critique du Dogue de Bordeaux, blev lavet af J. Kunstler i 1910. Tredje standart blev lavet af Dr. Raymond Triquet i samarbejde med dyrlæge Dr. Maurice i 1971. Fjerde standart, var en omformulering, så standarten kunne godkendes af F.C.I. (Fédération Cynologique Internationales, el. den Internationale Kennelklub). Denne omformulering blev foretaget af avlsekspert Dr. Raymond Triquet i samarbejde med Philippe Serouil, der var formand i den Franske Dogue de Bordeaux klub, og blev publiceret i 1993. Efter standarten blev kendt Verden over, var det kun et spørgsmål om tid, før der opstod efterspørgsel på hunde til avl. Bordeauxen kom dermed til at få en fremtrædende plads i avl, ikke kun i egne rækker, men også mange andre racer brugte bordeauxen til at avle mere masse, større hoved eller stærkere kæber på deres hunde.

Det sted man i dag nok tydeligst kan se bordeaux´ens indflydelse, er på Dogo Argentino´en, hvor mange af de gode dogo'er tydeligt bærer mange af bordeaux´ens træk når man ser på deres hoveder. Et andet sted bordeauxen havde stor indflydelse, var på Tosa Inu. Her blev racen tilført bedre og hårdere bid, hvilket har været nødvendigt for Tosa´en, som decideret er en hunderace, der er avlet til kamphund (den er forbudt i DK !).Som det kan ses af ovenstående korte gennemgang af Dogue de Bordeauxens historie, og af de gamle tegninger, har bordeauxen forandret sig en del. Udviklingen fortsætter, især fordi der stadig hersker en del uenighed om, hvordan den helt rigtige bordeaux ser ud. Enighed vil nok aldrig opstå, og der er i dag tendens til, at vores hunde bliver større og større, og nærmest vokser helt ud over race-standarden.

Vi på kennel Charming Red håber, at der vil blive sat mere fokus på standarden de kommende år, inden hundene bliver så store og tunge, at de ikke mere er adrætte. Desværre er vi ikke ene om at bestemme bordeauxens fremtid, men vi vil gøre hvad vi kan, for at avle en standard Dogue de Bordeaux.

Den korte gennemgang af Dogue de Bordeaux´ens historie, er hentet fra bogen ”Dogue de Bordeaux”, skrevet af Joseph Janish. Billederne er private, og er venligst foræret til os af Kennel Istarskog Porijekla i Frankrig (nu flyttet til Tyskland !).